Stilhed støjer – en lavmælt klovneforestilling med højt til loftet og stort vingefang Teaterrøddernes ”Stilhed støjer” kunne for første gang opleves i DATS-regi på landsteaterfestivalen 2017 i Thisted. Senere samme år var forestillingen med på SeniorTeater Festivalen 2017 i Korsør. Og endelig åbnede forestillingen den europæiske seniorteaterfestival stAGE i Esslingen, 2019. Tekst af Peter Rafn Dahm og fotos af Axel Gadegaard Forestillingen er instrueret af Folmer Gry Kristensen Læs også artiklen MED RUTINEN SOM BALLAST OG ANSVARLIGHEDEN SOM BÆREEVNE

Allevegne tager Stilhed støjer publikum med storm – trods stilheden. Der tales nemlig slet ikke i forestillingen. Der sukkes til gengæld meget – og nyses voldsomt. Ellers kommunikeres der kun med blikke og gestik – og megen bevægelse. Der gås eller vandres rigtig meget – frem og tilbage over scenen. Tilsyneladende er alting ganske enkelt. En gruppe klovneeksistenser,  der indgår i  – eller gennemlever – en række situationer i det store tomme scenerum. Men ligesom stilheden støjer, har tomheden også stor fylde. Det er som om både stilheden og tomheden får os tilskuere til at digte og fylde en masse – personlig – betydning i ”hullerne”. Når man taler med hinanden bagefter, har alle deres personlige fortolkning og udlægning af de mange ”åbne” scener og optrin. Når man som Teaterrødderne her arbejder  ”minimalistisk” eller måske bedre ”rendyrket”, får alting ekstra stor betydning. Alt opleves som vigtigt. Det er den store fordel, men også den lige så store ”forpligtelse” ved at arbejde enkelt. Der skal ikke findes, skaffes, konstrueres så meget. Men det man vælger, skal til gengæld være lige i øjet – eller lige i hjertet. Scenerummet er – tilsyneladende – tomt. Men der er lys, og ikke bare et simpelt spillelys, men et meget præcist og meddigtende lys, der sætter alt i relief. Lyset fokuserer hvert enkelt moment, men skaber også rum omkring det. Karaktererne træder frem og tegnes tydeligt, men afstanden mellem dem og det skræmmende store rum omkring dem, fornemmes lige så markant. Kostumerne udgør en enkel og generel ”uniformering”. Alle klovnekarakterer er klædt

i (for) store, slidte, skimlede frakker og støvler eller rustikt fodtøj. Mange bærer – tilsyneladende – ret hjemmelavet hovedtøj, á lá at trække en strømpe over hovedet. Under frakkerne bærer de fleste – vistnok – noget sort og trikotlignende, der giver indtryk af spinkle, skrøbelige skikkelser under de beskyttende og værnende overfrakker. I mine øjne skaber kostumerne en fortælling om et folkefærd på evig vandring – eller flugt måske. Flygtninge efter krige og konflikter. Migranter i de mange folkevandringer, der har præget vores historie. Eller eksistens-vandrere på evig søgen efter en plads i og en mening med tilværelsen. Kostumerne er – i mine øjne – med til at løfte de ”små hverdagssituationer” til noget større, til en form for ”evig historie” om vores vilkår som mennesker i verden. Men hele tiden fortalt helt småt, konkret og jordnært. Rekvisitterne har samme ”dobbeltkarakter” som kostumerne. De er enkle, ”banale” og dagligdags – en liggestol, en flyttekasse, en køkkenrulle, et dynebetræk, balloner. Men liggestolen forvandles til en art ”tilværelsens gåde”, flyttekassen bliver hurtigt en ”ensomhedens ligkiste”, køkkenrullen til en livets – og forkølelsens – fodlænke og evige følgesvend, dynebetrækket til kamp med og mod ”tingenes overmagt”. Og ballonerne bliver til helt konkrete billeder på drømme og længsler, mod og overmod. Hvor vi alle følger oppustningen med tilbageholdt åndedræt og nerverne på højkant. Lykkes det at puste den gule ballon op til en størrelse, der trodser fornuft og erfaring – eller vil den eksplodere med et brag? ”Stilhed støjer” er et fint eksempel på, hvor vedkommende, gribende og universelt teater kan kommunikere. Med en helstøbt og konsekvent idé, og med brug af enkle, men præcise og gennemkomponerede virkemidler, der alle synger med ”rene stemmer” i forestillingens store kor. Alle fotos er taget af Axel Gadegaard på landsteaterfestivalen i Thisted i 2017.